Når hjerternes fest får dig til at glemme dig selv.
Julen kaldes ofte for ”hjerternes fest”. En tid med fokus på næstekærlighed, hvor vi værdsætter fællesskab, varme og nærvær med dem vi holder af. For mange er december fyldt med glæde, forventning og traditioner, der varmer langt ind i hjertet.
Men for andre, måske flere end vi tror, kan julen også vække det modsatte: uro, stress, dårlige minder, gamle sår, skyld eller følelsen af aldrig helt at slå til. Vi vil så gerne gøre det hyggeligt for alle andre. Skabe stemning, være nærværende, være den der “får det hele til at spille”.
”Bare de andre har det godt, så har jeg det også godt!” Kender du det udtryk?
Din indre pleaser bliver aktiveret, når du vil gøre alle andre glade, før du overhovedet tænker på dig selv. Og pludselig bliver hjerternes fest til en tid, hvor dit eget hjerte kommer i sidste række.
Måske mærker du det allerede? Kroppen spænder op, vejrtrækningen bliver kortere, søvnen dårligere, og tankerne mere travle. Du løber hurtigere end normalt og får nemmere dårlig samvittighed. Du prøver at bære mere, end du har energi til. Du siger ja, selv om du har lyst til at sige nej.
Hvis du kan genkende det, er du ikke alene.
Og netop derfor er julemåneden et særligt godt tidspunkt til at vende opmærksomheden indad og spørge:
Hvordan kan jeg møde mig selv med mere selvkærlighed?
Når din indre pleaser tager styringen
Pleaseren er en del af mange af os. Den vil gerne skabe fred, undgå konflikter, sikre harmoni og gøre alle tilfredse. Den forsøger at skabe ro i omgivelserne for derved at skabe ro indeni. Men prisen er ofte høj: du tilsidesætter dig selv.
Pleaseren er en psykologisk overlevelsesmekanisme, der udspringer af tidligere traumer og gamle mønstre: en tid hvor du var nødt til at tilpasse dig for at blive mødt, rummet eller accepteret.
Men i december bliver pleaseren ofte forstærket.
De sociale forventninger er større.
Familiedynamikker bliver tydeligere.
Og idealet om “den perfekte jul” skruer op for presset.
Det er her, du kan begynde at miste kontakten til dine egne behov.
Når pleaseren er presset, aktiveres dit nervesystem og kroppen går i alarmberedskab – ikke fordi julen er farlig, men fordi gamle, indlærte mønstre forsøger at beskytte dig.
Selvkærlighed er modgiften.
Ikke i en romantiseret forstand, men som en praktisk, nærværende og jordbunden måde at vende tilbage til dig selv på.
Selvkærlighed er nemlig ikke bare “selvforkælelse”.
Det er regulering af nervesystemet.
Det er grænsesætning.
Det er indre tryghed.
Det er et styrket selvværd i praksis.
Hvad er selvkærlige handlinger?
Selvkærlighed er dybest set evnen til at behandle dig selv med den samme omsorg, respekt og varme, som du naturligt giver andre. Det er bevidste valg, der støtter din indre balance, dit selvværd og din krops ro. Det er handlinger, der signalerer:
“Jeg må gerne være vigtig.”
“Mine behov har betydning.”
“Jeg lytter til mig selv.”
Det kan være både stort og småt – og ofte starter det med noget småt.
Det kan være noget så enkelt som at lægge dig ned i fem minutter og trække vejret.
Det kan være at sige nej tak til en julefrokost, du egentlig ikke orker.
Det kan være at bede om hjælp.
At skrue ned for perfekte ambitioner.
At lytte til kroppen frem for til “jeg burde også” -stemmen.
Fra et terapeutisk perspektiv er selvkærlighed handlinger, der:
- beroliger nervesystemet
- styrker kontakten til kroppen
- understøtter sunde grænser
- øger indre tryghed
- reducerer stress og overansvar
- giver plads til autenticitet
Selvkærlige handlinger er ikke egoistiske – de er essentielle. For et menneske, der er presset, udmattet eller overbelastet, kan ikke give autentisk nærvær til andre.
Hvorfor selvkærlighed er vigtig – også i december 😉
Når du bevidst dyrker selvkærlige handlinger, sker der flere ting:
💛 Du styrker dit selvværd
Hver gang du prioriterer dig selv, sender du et signal til nervesystemet:
“Jeg er værd at passe på.”
Det styrker din indre tryghed og selvrespekt.
Selvværd opbygges gennem gentagne valg, hvor du viser dig selv, at du er vigtig og har værdi.
💛 Du reducerer stress
Selvkærlige handlinger regulerer dit nervesystem. De hjælper kroppen ud af alarmberedskab og ind i ro – noget, mange har særligt brug for i december.
Fx kan kropslige pauser, åndedrætsøvelser og mindfulness sende signaler til nervesystemet om, at du er tryg – selv hvis omgivelserne presser dig.
💛 Du forebygger udmattelse og overbelastning
Små pauser kan regulere kroppen, før du bliver drænet. Når du stopper op, før du brænder ud, kan du være til stede med andre på en mere nærende måde.
💛 Du bliver mere autentisk
Når du vælger dig selv til, bliver dine ja’er ægte – og dine nej’er tydelige. Det skaber sundere relationer.
10 selvkærlige handlinger
Her finder du en række praksisnære, konkrete selvkærlige handlinger, der både støtter dit nervesystem, dit selvværd og din december-energi.
1. Den bevidste åndedrætspause
Mærk dine fødder i gulvet. Placér en hånd på brystet og én på maven. Træk langsomt vejret ind gennem næsen, helt nede fra maven. Pust langsomt ud gennem munden, som gennem et sugerør. Gentag indtil du mærker at der falder ro over dig. Tager ofte blot 2-5 minutter.
Effekt: Beroliger vagusnerven, dæmper stress, øger grounding og giver et øjebliks indre klarhed.
2. Det daglige ”check-in”
Sæt dig ned et øjeblik, luk øjnene og ret opmærksomheden indad. Mærk efter uden at dømme: ”Hvad har jeg brug for lige nu?”
Effekt: Styrker selvkontakt og gør det nemmere at tage beslutninger, der passer til dit behov frem for andres forventninger.
3. Sæt realistiske juleforventninger
Skriv tre ting, du vælger at prioritere – og tre ting, du med vilje slipper.
Effekt: Reducerer mental overload og stress fra perfektionisme.
4. Aftal et “helle-tidspunkt” med dig selv
Det kan fx være hver dag på et bestemt klokkeslæt eller en fast time i weekenden. Brug tiden på selvomsorg. Gør noget, der gør dig glad eller får dig til at føle velbehag.
Effekt: Hjælper kroppen med at forudse pauser, skaber indre ro, stabilitet og en følelse af værd.
5. Mindful gåtur
Gå langsomt eller i et roligt tempo. Aktivér en enkelt sans ad gangen. Læg mærke til hvad du hhv. får øje på, hvad du kan høre og hvad du kan mærke osv. Det kan være lys, lyde, kulde, tempoet i kroppen mm.
Effekt: Regulerer nervesystemet, reducerer tankemylder og øger jordforbindelsen.
6. Øv dig i at sige nej.
Et nej er også en selvkærlig handling.
Du kan starte med små nej’er, så nervesystemet ikke overvældes. Det kan fx være til en ekstra opgave, en social aftale eller noget, du ikke orker. Gør det nænsomt men tydeligt.
Effekt: Styrker grænser, selvrespekt og indre tryghed.
7. Den “lette løsning uden skyld”
Udvælg noget, hvor du tillader dig selv ”at springe over hvor gærdet er lavest”. Det må gerne være færdigkøbt konfekt. Eller den nemme aftensmad.
Effekt: Træner nye mønstre, hvor det er tilladt at vælge det, der letter presset.
8. Den tryghedsskabende hånd på hjertet
Når du mærker uro eller pres, læg hånden på hjertet og tal højt og beroligende til dig selv eller dit indre barn: Fx: “Jeg er lige her. Jeg hører dig. Jeg må gerne være vigtig. Du er elsket.”
Effekt: Aktiverer kroppens tryghedssystem og dæmper pleaseren.
9. 5 minutters skriveøvelse
Sæt dig ned og lad det der rør sig i dig komme ud på papiret. Alt må være der. Også uperfekte eller modsatrettede følelser.
Effekt: Giver mental og følelsesmæssig aflastning og styrker selvforståelsen.
10. Skab en lille selvkærlig tradition kun for dig
En kop te alene, et morgenlys, en stille stund før alle andre står op eller noget helt tredje.
Effekt: Gør december mere blid og nærende og styrker følelsen af at have et sted for dig selv, der er dit.
Når selvkærlighed baner vejen for et styrket selvværd
Selvkærlige handlinger er ikke bare pynt eller overflade.
De er dybt forankrede i terapeutisk arbejde og forståelsen af traumer og vores nervesystem.
Når du vælger dig selv til – igen og igen – ændrer du:
- dit forhold til dig selv
- dit forhold til din krop
- dit forhold til grænser
- dit forhold til relationer
- og din evne til at stå stærkere i dig selv
Selvkærlighed er i sin essens: indre tryghed.
En kærlig invitation
Hvis du mærker, at december vækker alt det, der er svært – eller hvis du længes efter mere ro, balance og indre tryghed – er du altid velkommen til at tage kontakt.
I min praksis arbejder jeg nænsomt med kroppen, nervesystemet og de mønstre, der holder dig fast i stress, pleaseradfærd, uro eller gamle sår. Sammen kan vi skabe mere plads, mere ro og mere selvkærlighed – ikke kun i december, men hele året.
👉 Læs mere om min terapi her
👉 Kontakt mig her, hvis du ønsker en tid eller har spørgsmål
Du behøver ikke klare det hele alene.
Og du må gerne være vigtig 😘
Jeg ønsker dig en rigtig Glædelig, Hjertelig og Fredfyldt Jul 🎄❤️🙏🎅
❤️ Kærligst
Anette Zophia