Psykoterapi
Jeg er uddannet Psykoterapeut på Skolen for Traumeforløsende Psykoterapi (Tidligere Mygind Institute), hvor det psykoterapeutiske fundament er den organiske samt proces- og kropsorienterede psykoterapi, med afsæt i den humanistiske og psykodynamiske retning. Uddannelsen kombinerer kroppens intelligens, epigenetik og den klassiske psykologi på en unik måde. Den indeholder både Tankefeltterapi/EFT, Metasundhed og Transbiologisk traumeterapi (TBT). Denne kombination gør, at jeg arbejder særligt med sammenhængen mellem det fysiske, det følelsesmæssige og det mentale, hvilket sikre en holistisk og integrativ tilgang til dig som klient.
Når du kommer i psykoterapi hos mig, vil du opleve, at det er dig og din proces, der er 100 procent i fokus. Jeg vil møde dig med oprigtig nysgerrighed, empati, indlevelse og anerkendelse. Du vil opleve, at være i et tillidsfuldt rum, hvor du kan føle dig tryg til at arbejde med selv svære problematikker. Jeg vil altid arbejde målrettet og resultatorienteret i forhold til at bringe dig i en tilstand, hvor du føler dig rolig, fredfyldt og let mod sessionens slutning. Du vil ikke blive sendt hjem, uden at du har det bedre end da du kom.
Det er vigtigt for mig, at du får en god oplevelse og et godt udbytte af terapien. Jeg er nærværende, personlig og professionel.
Min klinik ligger i Børkop midt mellem Vejle og Frederica og med kort afstand til bl.a. Middelfart og Kolding.
Jeg tilbyder desuden også terapi online, så jeg kan tage imod klienter fra hele Danmark.
Jeg glæder mig til at møde dig.
Jeg er medlem af Foreningen af danske psykoterapeuter. Det er din garanti for at jeg overholder regelsættet for god klinisk praksis. Jeg er underlagt tavshedspligt og etiske regler i henhold til Foreningen af danske psykoterapeuter, www.fadp.dk. FaDP er den eneste brancheforening i Danmark godkendt til at registrere psykoterapeuter og psykoterapeutiske uddannelser. Reg. Psykoterapeut er den eneste beskyttede titel uden for det offentligt finansierede sundhedsvæsen.
Psykoterapeut
En psykoterapeut gennemgår en 4-årig psykoterapeutuddannelse og kan ligesom en psykolog uddanne sig inden for forskellige retninger. Desuden er der på psykoterapeutuddannelserne omfattende krav til supervision, egen terapi samt erfaring.
Psykoterapeuter beskæftiger sig med de samme problemstillinger som psykologer, f.eks. kriser i parforhold, livskriser (sygdom, tilskadekomst), chok, traumer, stress, misbrug, afhængigheder, afklaring af værdier, livsformål og uhensigtsmæssige mønstre, depression, angst, fobier og andre psykiske vanskeligheder. De fleste psykoterapeuter arbejder ikke med svære psykiske lidelser, men med mere almenmenneskelige udfordringer i livet. Jeg arbejder med begge dele.
En psykoterapeut tager udgangspunkt i samtalen og fokuserer på at identificere og bearbejde de tanker, følelser, handlinger og hændelser, der udgør et problem for klienten.
Psykoterapeuter adskiller sig fra psykologer på især to områder: For det første arbejder psykoterapeuter ikke ud fra diagnoser og for det andet har de i deres uddannelse gennemgået supervision og egen terapi. Sidstnævnte betyder, at psykoterapeuten kender sin egen psykiske tilstand og stifter bekendtskab med for eksempel ensomhed, sorg, mindreværd, tab, kriser, parforhold, fastlåste mønstre og så videre – ikke kun ud fra teorier, men også fra sig selv. Egen terapi giver psykoterapeuten en psykisk robusthed og mulighed for en dybere forståelse og indlevelse i klientens problemer og er desuden med til at sikre, at psykoterapeuten kender sig selv så tilpas godt, at vedkommende kan holde egne udfordringer, mønstre m.m. udenfor terapien.
Du kan læse mere om min terapi her.