Føler du dig fjern fra dig selv – kan det være tegn på dissociation?

Når det bliver for meget, kan det føles som om du ikke helt er til stede i dig selv.

Har du nogensinde oplevet, at du pludselig ikke rigtig kan mærke dig selv?

Måske føler du dig fjern fra din egen krop. Som om du står lidt ved siden af dig selv og ser på det hele udefra.

Eller måske kan verden omkring dig pludselig føles mærkelig, fjern eller uvirkelig.

Du kan også opleve at forsvinde helt ind i dine egne tanker, miste fornemmelsen af tid eller opdage, at du har kørt en hel strækning uden egentlig at kunne huske turen.

Nogle mennesker oplever, at de lukker helt ned, når noget bliver følelsesmæssigt svært. Andre har svært ved at huske bestemte ting eller mærke deres egne følelser og kropslige signaler.

Hvis du kan genkende noget af dette, har du måske mødt fænomenet dissociation.

Dissociation kan lyde voldsomt, men det er faktisk et menneskeligt fænomen, som de fleste af os kender i mildere former. Det kan blandt andet være den tilstand, hvor vi er så optagede af en bog, en film eller vores egne tanker, at vi et øjeblik næsten glemmer verden omkring os.

Men dissociation kan også være langt mere omfattende.

For nogle mennesker kan det blive en måde, nervesystemet forsøger at beskytte sig på, når noget opleves som for overvældende.

Hvad er dissociation?

Dissociation er ikke i sig selv en sygdom.

Det er et menneskeligt fænomen, som kan optræde i mange forskellige grader. De fleste mennesker kender sandsynligvis til milde former for dissociation – for eksempel når du forsvinder helt ind i en bog, en film eller dine egne tanker og et øjeblik ikke rigtig registrerer, hvad der foregår omkring dig.

Dissociation handler grundlæggende om, at der opstår en form for afkobling eller manglende sammenhæng mellem forskellige dele af vores oplevelse.

Det kan for eksempel være mellem:

• tanker og følelser
• kroppen og bevidstheden
• minder og de følelser, der hører til minderne
• oplevelsen af dig selv og dine omgivelser
• det, der sker lige nu, og din oplevelse af at være til stede i det.

Det er altså ikke det samme som at have en dissociativ lidelse.

Dissociative oplevelser kan være kortvarige og helt almindelige. Først når de bliver meget hyppige, intense eller vedvarende eller begynder at påvirke ens hverdag og livskvalitet, kan der være tale om et problem, som har brug for nærmere udredning og behandling.

Der findes også egentlige dissociative lidelser, blandt andet depersonaliserings-/derealisationsforstyrrelse, dissociativ amnesi og dissociativ identitetsforstyrrelse.

Det er vigtigt ikke at gøre alle former for dissociation til sygdom.

Dissociation kan snarere forstås som et spektrum – fra helt almindelige oplevelser af mental fravær til mere omfattende og belastende dissociative symptomer.

Forskellige former for dissociation

Dissociation kan se meget forskellig ud fra menneske til menneske.

Måske har du prøvet at læse den samme side i en bog flere gange, fordi dine tanker var et helt andet sted.

Eller måske har du kørt en velkendt rute i bil og bagefter tænkt: Hvordan kom jeg egentlig frem?

Det er eksempler på milde former for mental afkobling.

Men dissociation kan også være mere udtalt.

Depersonalisering

Her kan man opleve en form for afstand til sig selv eller sin egen krop.

Nogle beskriver det som at se sig selv udefra. Andre føler sig fremmede i deres egen krop eller har en oplevelse af, at de ikke helt er sig selv.

Derealisering

Her er det omgivelserne, der kan føles anderledes.

Verden kan opleves fjern, drømmeagtig, tåget eller uvirkelig – lidt som om man befinder sig i en film eller ser verden gennem en rude.

Afkobling fra følelser og kroppen

Nogle oplever, at de har svært ved at mærke deres følelser eller kropslige signaler.

De ved måske godt med hovedet, at noget burde påvirke dem, men følelsesmæssigt kan der være meget lidt kontakt.

Det kan også føles, som om kroppen ikke rigtig tilhører én, eller som om man er blevet følelsesmæssigt bedøvet.

Problemer med hukommelse og tid

Dissociation kan også være forbundet med huller i hukommelsen, en oplevelse af at miste fornemmelsen af tid eller vanskeligheder med at huske bestemte hændelser.

Det betyder ikke nødvendigvis, at der er tale om en dissociativ lidelse. Men hvis dissociative oplevelser er hyppige, intense eller påvirker hverdagen, kan det være relevant at få hjælp til at forstå, hvad der ligger bag.

Dissociation og traumer – når afkobling bliver en beskyttelse

Dissociation kan have mange forskellige årsager og er ikke altid forbundet med traumer.

Men der er en tydelig sammenhæng mellem dissociative symptomer og traumatiske oplevelser hos en del mennesker. Dissociation ses blandt andet hos mennesker med PTSD og kompleks PTSD, og forskning peger på, at nogle mennesker med PTSD har en særlig dissociativ profil, hvor depersonalisering og derealisering fylder.

Når et menneske bliver udsat for noget overvældende, kan kroppen og hjernen forsøge at finde en måde at komme igennem det på.

Hvis situationen ikke kan stoppes, og man heller ikke kan flygte fra den, kan en form for mental eller kropslig afstand i nogle situationer være en måde at beskytte sig mod det, der føles for meget.

Det kan næsten være, som om systemet siger:

“Det her kan jeg ikke være helt til stede i lige nu.”

Og så bliver kontakten til noget af oplevelsen mindre.

Det kan have været en vigtig beskyttelse på det tidspunkt.

Problemet kan opstå, hvis den samme beskyttelsesstrategi fortsætter med at blive aktiveret længe efter, at faren er væk.

Så kan den gamle beskyttelse begynde at stå i vejen for det liv, man gerne vil leve.

Dissociation og traumereaktioner – når kroppen går i alarm eller lukker ned

Når vi oplever fare eller noget, der føles truende, kan nervesystemet reagere på forskellige måder.

Den reaktion, vi oftest taler om, er kamp- eller flugtreaktionen.

Her bliver kroppen aktiveret. Hjertet slår hurtigere, vejrtrækningen ændrer sig, musklerne spændes, og opmærksomheden bliver rettet mod det, der skal håndteres.

Kroppen gør sig klar til at handle.

Det er en form for hyperaktivering.

Men ikke alle reagerer ved at blive mere aktiverede.

Hvis noget opleves som overvældende eller umuligt at undslippe, kan kroppen i stedet reagere med en form for nedlukning eller hypoaktivering.

Man kan føle sig tung, fjern, følelsesløs eller have svært ved at mærke sin egen krop. Tankerne kan blive tågede, og kontakten til omgivelserne kan forsvinde eller føles fjern.

Det kan være her, dissociation kommer ind i billedet.

Det er dog vigtigt at understrege, at kroppen ikke altid følger én bestemt rækkefølge, og at dissociation ikke nødvendigvis er det samme som fysiologisk hypoaktivering. De fysiologiske reaktioner ved traumarelateret dissociation er mere komplekse, end en enkel model med “alarm” over for “nedlukning” kan forklare.

Det giver derfor mere mening at se det som forskellige måder, nervesystemet kan forsøge at håndtere noget, der opleves som truende eller overvældende.

Nogle gange går kroppen i alarm. Andre gange skaber den afstand.

Vagusnerven, hypoaktivering og dissociation

Du har måske hørt om vagusnerven i forbindelse med kroppens stress- og traumereaktioner.

Vagusnerven er en vigtig del af det autonome nervesystem og har forbindelse mellem hjernen og blandt andet hjerte, lunger og fordøjelsessystem.

I forbindelse med traumer bliver der ofte talt om det, der kaldes den dorsale vagale respons – en tilstand, der forbindes med immobilisering, nedlukning og meget lav aktivering. Det kan ligne det, mange mennesker oplever som at “lukke ned” eller forsvinde væk fra sig selv.

Denne model kan være en nyttig måde at forstå nogle former for hypoaktivering på. Men det er vigtigt at vide, at forskningen endnu ikke viser, at al traumarelateret dissociation kan forklares som dorsal-vagal hypoaktivering.

De fysiologiske reaktioner ser ud til at være mere komplekse og kan variere fra menneske til menneske.

Det ændrer dog ikke på det, mange mennesker mærker:

Når noget bliver for meget, kan kroppen forsøge at skabe afstand – ikke fordi den giver op, men fordi den forsøger at beskytte dig.

Når dissociation opstår i terapien

Dissociation kan også vise sig under en terapisession.

En klient kan for eksempel pludselig blive meget fjern i blikket, miste kontakten til kroppen eller sige:

“Jeg ved godt, jeg sidder her, men jeg kan ikke rigtig mærke mig selv.”

Nogle bliver meget trætte. Andre føler sig tomme eller følelsesløse. Nogle mister orienteringen et øjeblik eller oplever, at de ikke længere rigtig er til stede i rummet.

Det er vigtigt, at terapeuten kan genkende disse signaler.

For hvis man ikke opdager dissociationen, kan man komme til at presse videre i noget, som klientens system faktisk forsøger at skabe afstand til.

I traumeterapi handler det derfor ikke om at få klienten til at mærke mest muligt eller huske mest muligt.

Det handler om at kunne være med det, der sker, på en måde hvor kroppen og nervesystemet kan følge med.

Hvordan arbejder jeg med dissociation og traumer i traumeterapi?

Når jeg arbejder med mennesker, der har traumereaktioner eller dissociative symptomer, er jeg meget opmærksom på, hvad der sker i kroppen undervejs.

For kroppen fortæller ofte noget, som hovedet endnu ikke har ord for.

Måske ændrer vejrtrækningen sig.

Måske spænder kroppen op.

Måske forsvinder kontakten til kroppen.

Måske bliver blikket anderledes.

Eller måske kommer der pludselig en følelse af tomhed eller afstand.

Det er ikke noget, vi bare skal skubbe væk.

Det er information.

Når kontakten til kroppen pludselig forsvinder, når du bliver fjern, eller når du mærker, at du ikke længere rigtig er til stede, er det ikke nødvendigvis et tegn på, at noget er gået galt i terapien.

Det kan være et tegn på, at dit system forsøger at beskytte dig.

Derfor er min opgave ikke at presse dig til at blive i noget, du ikke kan være i.

Det handler i stedet om at opdage, hvad der sker, når det sker – og arbejde med det på en måde, hvor du gradvist kan opleve mere tryghed og kontakt til dig selv.

Jeg anvender blandt andet Transbiologisk Traumeterapi og Tankefeltterapi (TFT), hvor vi kan arbejde med den aktivering, der opstår, når kroppen bliver mindet om noget belastende.

Det kan være gennem en kropslig fornemmelse, en følelse, en tanke eller en bestemt reaktion.

Vi behøver ikke nødvendigvis at gennemgå alle detaljer i det, der er sket.

Nogle gange er det vigtigere at være opmærksom på, hvad der sker i dig lige nu.

For det er her, vi kan begynde at arbejde med den reaktion, som stadig bliver aktiveret, selvom situationen hører fortiden til.

Retraumatisering – kan traumeterapi gøre mere skade end gavn?

Det er et vigtigt spørgsmål.

For hvis man har været udsat for traumer, kan det være skræmmende at forestille sig, at man skal arbejde med det igen.

Og ja – traumeterapi skal altid foregå med respekt for den enkeltes grænser, ressourcer og aktuelle tilstand.

Man skal ikke presse et menneske til at genopleve noget voldsomt, som personen ikke er klar til at arbejde med.

Men traumeterapi behøver heller ikke betyde, at man genoplever traumet på ny.

Der er stor forskel på at genopleve en traumatisk hændelse og på at arbejde terapeutisk med den reaktion, som stadig bliver aktiveret, når kroppen bliver mindet om hændelsen.

Det er netop en vigtig del af min tilgang.

Jeg er ikke interesseret i, at du skal sidde og fortælle alle detaljer om det værste, du har oplevet, mens kroppen bliver mere og mere overvældet.

Jeg er interesseret i, hvad der sker i dig lige nu.

Hvad mærker du i kroppen?

Hvad sker der med din vejrtrækning?

Hvilken følelse kommer?

Hvad sker der, når du bliver mindet om det?

Og hvad sker der, når vi arbejder med selve den reaktion?

På den måde kan vi have fokus på den respons, der stadig lever videre, frem for at gøre selve den traumatiske hændelse til centrum for terapien.

Forskning viser samtidig, at mennesker med PTSD og dissociative symptomer ikke nødvendigvis er uegnede til traumefokuseret behandling. Studier peger på, at traumefokuserede behandlinger også kan reducere dissociative og traumerelaterede symptomer, selvom mennesker med udtalt dissociation kræver særlig opmærksomhed, og forskningsgrundlaget stadig har begrænsninger.

Det afgørende er derfor ikke kun, om vi arbejder med traumet.

Det afgørende er hvordan vi gør det.

Dissociation som beskyttelsesstrategi – når kroppen ikke længere behøver at koble fra

Jeg ser ikke dissociation som noget, der skal bekæmpes.

Hvis din krop på et tidspunkt har lært at koble fra, har der sandsynligvis været en grund til det.

Det kan have været den måde, du kunne holde ud at være i noget, der var for meget.

Derfor giver det heller ikke mening for mig at betragte dine reaktioner som forkerte.

De fortæller noget.

Måske fortæller de, at du engang havde brug for at beskytte dig selv.

Men det, der var nødvendigt dengang, er ikke nødvendigvis nødvendigt i dag.

Gennem et nænsomt terapeutisk arbejde kan der med tiden opstå mere kontakt mellem krop, følelser, tanker og det liv, du lever her og nu.

Ikke fordi vi skal fjerne en del af dig.

Men fordi du måske ikke længere behøver at være så langt væk fra dig selv for at føle dig tryg.

Når traumeterapi kan skabe mere ro og kontakt

Mennesker reagerer forskelligt på traumeterapi, og ingen forløb er ens.

Men nogle af de klienter, jeg har arbejdet med, beskriver blandt andet en oplevelse af større ro, bedre kontakt til kroppen og en følelse af, at noget, der tidligere satte sig fast, ikke længere har samme greb om dem.

Mette beskriver det således:

Jeg føler jeg er kommet hjem til mig selv på en ny og dejlig måde, hvor jeg føler tryghed og glæde ..og i samværet med andre føler jeg mig også langt mere afslappet og sikker.

Anna skriver:

Anette Zophia har været en kæmpe støtte på min vej “tilbage til mig selv” – og til hende jeg kendte før. En stor del af mine sessioner, var som regulær traumeterapi, og det har været virkelig forløsende for mig. Hvor jeg før ofte følte mig låst og begrænset, føler jeg mig nu mere som en fri kvinde, der er vældig godt på vej i livet igen.

Camilla udtaler:

Det er på ingen måde symptom behandling, men derimod en hjælp der tager fat helt nede ved roden af et problem eller en tilstand. Jeg er dybt taknemmelig og lykkelig for at mærke på egen krop at det har hjulpet nu og kan hjælpe mig fremover. Jeg har det fortsat godt og mærker en vedvarende overordnet ro.

For mig er det netop noget af det meningsfulde ved traumeterapi:

Når et menneske begynder at mærke, at det ikke længere behøver at bruge al sin energi på at beskytte sig mod noget, der allerede er sket.

Dissociation betyder ikke, at der er noget galt med dig

Hvis du ofte føler dig fjern fra dig selv, har svært ved at mærke dine følelser, oplever verden som uvirkelig eller pludselig lukker helt ned, kan det være forvirrende.

Måske har du endda tænkt, at der er noget galt med dig.

Men nogle af de reaktioner, du oplever, kan være kroppens forsøg på at passe på dig.

Dissociation er ikke nødvendigvis et tegn på svaghed.

Det kan være et tegn på, at dit system har lært en måde at håndtere det overvældende på.

Og nogle gange handler vejen videre ikke om at kæmpe imod den del af dig.

Men om langsomt at skabe så meget tryghed, kontakt og regulering, at kroppen ikke længere behøver at beskytte dig på samme måde.

Hvis du genkender dig selv i noget af det, jeg har beskrevet her, er du meget velkommen til at kontakte mig.

Du behøver ikke vide præcis, hvad der sker, eller kunne forklare det hele på forhånd.

Vi kan begynde dér, hvor du er.

Jeg tilbyder traumeterapi i Børkop mellem Vejle og Fredericia og arbejder blandt andet med Transbiologisk Traumeterapi og Tankefeltterapi.

Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål eller ønsker at høre mere om, hvordan et terapiforløb kan se ud.

Skriv trygt til mig HER

❤️ Kærligst

Anette Zophia