Gruppeterapi
Hvad er gruppeterapi?
Gruppeterapi er en form for psykoterapi, hvor en eller flere terapeuter behandler en mindre gruppe af mennesker, der er samlet for at arbejde med sig selv.
Ligesom individuel terapi, er formålet med gruppeterapi, at du lærer dig selv bedre at kende psykologisk set og at du får det bedre med dig selv og andre.
Hvorfor gruppeterapi?
Som mennesker er vi dybt forbundne med og afhængige af hinanden. Næsten alle problemer vi har i vores liv er forbundet med andre mennesker. Gruppeterapi minder derfor på mange måder om livet udenfor terapien. Det gør den særligt velegnet til at arbejde med sig selv og sit forhold til andre, og de problemer man møder i sin tilværelse.
Gruppeterapi er en rigtig god idé, for dig der er åben for at indgå i et udviklingsforløb sammen med andre.
Fordele ved gruppeterapi
- Du opdager at du ikke er alene, men at andre mennesker også kæmper med problemer, som ligner dine egne.
- Du bliver set og forstået af flere og der er flere som følger din proces og forandring.
- Du bliver en del af et nært og fortroligt fælleskab, hvor der er rig mulighed for at lære dig selv bedre at kende og øve dig i dine sociale kompetencer.
- Du får håb og inspiration af de andre i gruppen. Det vil støtte din motivation til at arbejde med dig selv.
- Du får professionel hjælp af en erfaren psykoterapeut.
- Gruppen er et frirum, hvor du trygt kan sætte ord på de svære følelser og tanker.
- Gruppen er et forum, hvor man respektfuldt lytter til hinanden, anerkender hinanden, støtter hinanden, konfrontere hinanden og spejler hinanden. På den måde påvirker og beriger gruppens deltagere hinanden – til stor gavn for alle.